Forældremøde🥳
På mandag skal jeg have forældremøde i min nye 4. klasse. Jeg er nået dertil, hvor jeg har lige dele “Det skal bare overståes” og “Jeg glæder mig” følelser for sådan en aften. Der er altid den der spænding over, om det nu går godt, om forældrene bringer noget på bane, der kan skabe dårlig stemning, – men i det store hele er det en aften, jeg godt kan lide. Jeg synes, det er dejligt at invitere dem ind i deres børns hverdag, at de ser lokalet, hører om det vi laver, møder os lærere og jeg nyder at sætte min faglighed i spil og sætte fokus på det, jeg synes er vigtigt i forhold til mit fag og min relation. Jeg stiller krav til både elever og forældre – og det synes jeg man skal som lærer. Forældre forventer noget af mig – og jeg forventer noget af dem. En god trivsel og en god læring kan kun skabes i samarbejde med forældrene.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg til en avis om netop dette emne – som mor og som lærer går jeg stærkt ind for, at forældrene skal inviteres ind i kampen frem for at skubbes ud af arenaen! Jeg er til det stærke forældresamarbejde – og det kan være svært at etablere, når man først får eleverne i 4. klasse. Men et godt forældremøde er vigtigt, – og min makker og jeg er heldigvis HELT enige om, at det er NU slaget skal stå, det er her, vi skal vise, hvad vi kan, hvad vi kan tilbyde – og hvad vi forventer!
Et forældremøde skal være fyldt med dialog, der skal være alvor og grin, og der skal etableres tillid! Jeg tager en del billeder i løbet af et skoleår – og jeg har altid et lille slideshow med billeder af ungernes hverdag med på forældremøderne, – det er et MEGA godt middel til at skabe netop dialog, alvor, grin og tillid! De skal se det, deres børn laver, alt det de ikke hører om hjemme, de skal se deres børn smile og grine og lege, de skal se deres børn lære, de skal se deres børn være kreative og undersøgende, de skal se deres børn samarbejde og de skal se, at vi lærere går os umage for at skabe gode timer med fagligt indhold.
Jeg sætter også altid forældrene i spil, og min makker og jeg har lavet et sæt med 24 dialogkort, som ligger til download her på siden under “Downloads”. Dem skal de sidde i grupper af 4 forældre, fra 4 forskellige hjem og tage stilling til. Slutteligt skal de i gruppen udfylde et “Aftalekort”, hvor de i 5 punkter skal besvare:
“Som forældre kan vi hjælpe klassen til en bedre trivsel ved at” og
“Vi tænker, at skolen kan hjælpe klassen til en bedre trivsel ved at”
for slutteligt at fuldføre sætningen:
Vi er glade for at vores børn går i klassen fordi:
Jeg glæder mig til på mandag!
5 Comments
Zana Holsey
Hej Birgitte
Jeg har lige holdt forældremøde og der blev efterspurgt noget skriftligt om hvad børn på 4. klassetrin skal kunne i dansk. Har du, eller ved du hvor jeg kan finde sådan et skriv ? Måske folder ?
Vh
Zana
Birgitte
Kære Zana.
Det vigtigste skrift at holde sig til er naturligvis De fælles mål; Færdigheds- og vidensområder og -mål
Dem finder du her https://emu.dk/sites/default/files/2020-09/GSK_F%C3%A6llesM%C3%A5l_Dansk.pdf. På side 7 ser du hvad der står, de skal kunne efter 4.klasse.
Det samme her på EMU – hvor der er en god vejledning https://emu.dk/sites/default/files/2020-06/GSK_Dansk_Fagh%C3%A6fte_2020.pdf
Her kan du også finde vejledning til forløb mv.
Håber det kan hjælpe dig.
Mon du har en læsevejleder på din skole, du kan hente hjælp og rådgivning hos? Eller en erfaren kollega, du kan hente hjælp hos?
Skriv igen, hvis jeg kan hjælpe dig yderligere.
Bedste hilsner
Birgitte
Jonna Damgaard Mogensen
Dejligt skriv forud for mit møde i kommende uge
Antoinette
Tak…!!! Det er præcis, hvad jeg har brug for i min nyerhvervede 5.klasse ❤️
Birgitte
Dejligt! Ha’ et godt møde