Som læsevejleder deltager jeg altid på 4. årgangs forældremøder. Det er faktisk ganske givende som læsevejleder at møde forældre fra en helt ny årgang i mit univers.
Hos os skifter eleverne til Junioruniverset efter 3. klasse og her sker ligeledes et skift i læsningen. Det er vigtigt at forældrene er opmærksomme på dette og samtidig fastholdes i, at deres indsats hjemme fortsat er nødvendig – både gennem opmuntring til den daglige læsning, men også ved at sætte fokus på den faglige læsning.
At lære at læse og skrive fagtekster er ikke længere kun et anliggende for undervisere i danskfaget – det blev med Fælles Mål 2009 en opgave for alle fag. Læsning er alle fags moder.
Det gør jeg opmærksom på på forældremøderne og fortæller, hvordan læsningen skifter fra at være en færdighed (at læse for at læse) til at være et redskab (at læse for at lære).
Jeg viser Merete Brudholms gode model om læseforståelse — gennemgår cirklerne og giver eksempler på, hvordan vi i JU arbejder med cirklerne i praksis.
Jeg fortæller om de forskellige læsestrategier og viser forskellen på dem i praksis, jeg giver eksempler på hvordan de som forældre, kan arbejde med den sproglige udvikling og repeterer det, de har hørt siden 0. klasse – at læsning er vigtigt!
At læsning er en skal-ting på højde med tandbørstningen og at læsning skal prioriteres.
Vi er så heldige, at have abonnement på Bookbites på JU, – det synes jeg er genialt. Mine elever er især glade for appen, der gør, at de kan læse på telefonen. Jeg gør meget ud af at fortælle forældrene, at for mig er det vigtigt at bevare læseglæden, læselysten – og hvis eleverne hellere vil læse en bog på telefonen end have bogen i hånden – så er det fint! Lystlæsning og læsning af de bøger, vi bruger til litteraturarbejdet på klassen, kan lige vel læses på iPad, telefon eller i en god gammeldags analog bog.
Forældre har en tendens til at mene, at det først er RIGTIG læsning, når barnet har bogen i hånden – det er noget pjat! Med den indstilling taber vi særligt Junioruniversets læsere på gulvet – det er en gammelkendt sandhed at aldersgruppen, der huserer her, er den gruppe læsere, der dykker i læsekurven. TikTok, Fortnight og YouTube er store konkurrenter – for ikke at tale om Netflix, HBO mv. Hvis vi skal bevare ungerne inde i læsningens vidunderlige verden, må alle midler sættes i spil, vi har ikke råd til at være “bogsnopper” her.
Det er selvsagt ikke altid det samme, når det gælder den faglige læsning – her er der andre metoder, der spiller ind og strategier, som kun kan indlæres i den “gode gamle lærebog” – indtil man har tilegnet disse til fulde og er på “sluttrinnet” i sin læseudvikling og kan mestre den digitale læsning til fulde.
Målet er ikke at mestre den digitale læsning, målet er at bevare læselysten! I denne proces er digital læsning et middel – ikke et mål.
Mangler du ideer til styrkelse af læselysten, er der flere gode ideer her: